Nulpunktet

Den dag jeg ser hendes ansigt tone frem på skærmen, og nederlaget ligger som en maske over hendes træk, og jeg tænker, nu er det sket, nu er fremtiden forbi, nu er tiden til had og flammer og lange knive kommet igen, og intet, intet de siger kan viske dette øjeblik bort, det øjeblik hvor de alle er stumme, hvor de alle er blevet forladt, og mit eget nulpunkt skrumper sammen og forsvinder som en lort, der alligevel ikke vil forlade røvhullet, det røvhul vi nu alle skal trækkes med, det røvhul der vil sætte verden i brand, og jeg tænker nu er den her, den sidste dag, begyndelsen på enden, og jeg begynder at græde, jeg kan slet ikke stoppe, selvom det er akavet og pinligt og slet ikke sådan man skal reagere, og jeg kan ikke stoppe nu, jeg kan ikke stille verden tilbage som man stiller et ur når det er sommertid, det er vinter nu, fimbulvinteren er endelig indtruffet, og jeg er ikke Lee Harvey Oswald, jeg kan ikke ramme, jeg kan slet ikke lide skydevåben, selvom målet er lige foran mig ryster mine hænder, jeg kan ikke vaske pletten bort, den breder sig som et sår, der netop er åbnet igen efter at have været glemt i alle disse år, og jeg mærker endelig ovnenes hede ånde mod mit bryst, mod mit ansigt, mod min kusse.

Efter 8.november

Kulden der trænger ind alle steder. Lyden af glammende hunde. Lyden af en ny verden.

En hyldest til det uperfekte - Testrup 2016

Langt ude i skoven
Ligger huset
Blankt er det
Blindt kalder det
Hver aften kommer
Mændene
De synger sorte sange
Og lytter efter
Evighedens skridt.

Døden lurer ude i skoven
Den kravler gennem dagens støv
Hen mod den lysning
Hvor mændene venter
Med tomme øjne og
Tavse hænder
Mens de vasker
Dagens pletter bort
Og hvæsser deres sværd.

Sidste uge var jeg på 'Tag og skriv!' på Testrup Højskole. Det er anden gang, jeg var med på højskolens sommerskrivekursus. Det er svært at forklare, hvad det gør ved én at tage på højskole for at sidde en hel uge og arbejde med tekster, både ens egne og andres. Når man først er vendt tilbage til dagligdagen, føles denne uge, dette lille afbræk som noget uvirkeligt, drømmeagtigt, fordi det netop er så langt fra hverdagen. Det føles, som om man en kort stund har forladt sit liv, er gået ind i et hemmeligt rum og har lukket døren efter sig, og det, der sker i det rum, har ikke noget med resten af ens liv at gøre. Eller måske er det blot, hvad hverdagen vil have én til at tro, for måske har dette rum mere med ens liv at gøre end de rum, der udgør hverdagens liv. Måske er hverdagen, som ellers har hele huset at boltre sig i, jaloux på dette ene, hemmelighedsfulde lille rum, fordi det rummer noget, som hverdagen ikke kender til, ikke kan nå. Jeg er ikke sikker på, om det her giver mening for andre end mig selv, men nu skriver jeg det ned, for pointen med denne blog er jo netop at forsøge at beskrive livet for en skrivende, og det er sådan her, det tager sig ud for mig.

Det digt, jeg har vedlagt, var et jeg skrev på kursets tredje dag, det var en opgave jeg havde fået af min skriveunderviser. Jeg skulle skrive et digt, helst et digt med en fast form, med vers og rim og med et økonomisk ordforbrug (da min første opgave den uge havde resulteret i en tekst med et meget 'uøkonomisk' sprogbrug, med strømmende, løbske sætninger og ord, der ligesom blevet dynget oven på hinanden - en form jeg i ugens løb fandt ud af, at jeg godt kunne lide, når bare jeg fik uddybet de sproglige billeder og givet teksten en lidt strammere form). Men anyway, jeg skulle skrive et digt, og da jeg er temmelig håbløs til at rime og i det hele taget har svært ved at skrive digte, blev ovenstående tekst resultatet af dagens anstrengelser og frugten af et par timers frustreret kamp for at få ordene til at danne en acceptabel form og et indhold, jeg kunne stå nogenlunde inde for. 

Det er ikke et godt digt. Jeg synes personligt (men hvad pokker ved jeg om det?) heller ikke, at det er et virkelig skidt digt, det fungerer bare ikke helt. Sproget er lidt klodset, sætningerne skurrer lidt mod hinanden, i sin helhed virker det ufuldstændigt. Digtets styrke er til gengæld stemningen, denne fornemmelse af noget mystisk, eventyragtigt og dystert, måske endda truende, såvel som de sproglige billeder i teksten. Jeg kan godt lide tanken om et hus, der blindt ligger og kalder folk til sig, og at det er nogle ganske bestemte mennesker, der adlyder dette kald. Jeg kan godt lide tanken om, at døden er et væsen, der både kan lure og kravle ligesom et dyr eller et menneske, at sange kan være sorte og at dagen kan give én pletter, som man kan ønske at vaske bort igen. Der er noget meget södergransk over digtet, selvfølgelig fordi hendes billedsprog altid synes at smitte af på mig, når jeg forsøger at skrive lyrik. Det sker helt af sig selv, sandsynligvis fordi jeg må have noget at støtte mig til, hvis jeg skal skrive digte, da jeg aldrig rigtigt føler, at den genre passer til mig.

Jeg gengiver digtet her, fordi denne blog frem for alt er et kladdehæfte, hvor fokus er på ufærdige og mangelfulde tekster, på brudstykker frem for helheder. Jeg skrev en anden tekst på højskolen samtidig med min kamp med digtet, en prosatekst som blev skrevet på et øjebliks inspiration, på et af disse velsignede øjeblikke, hvor en række indtryk og tanker pludselig flugtede, flettede sig sammen og i fællesskab skabte noget, som virkelig fungerede. Men denne tekst vil jeg ikke bringe her, for det går ikke at kaste de bedste tekster i grams. Jeg vil højst sandsynligt læse den op, næste gang jeg melder mig til et oplæsningsarrangement i København, men indtil videre skal den ikke udgives her. Denne blog er netop helliget det ufuldstændige, det er det sted, hvor jeg ublufærdigt forsøger at afsløre nogle af mekanismerne bag min skrivning og pege de ting ud, der ikke fungerer, de tekster der knirker og knager og afslører nogle sprækker igennem deres ufuldstændighed. For hvem siger at alting skal være så pokkers perfekt, at man kun må vise noget frem, hvis det er godt?

Ja eller nej?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg så gerne vil sige nej. Nogle gange føles det, som om det er en folkesport at sige ja. Som om alt er muligt, så længe du er glad og positiv og har et åbent sind. Så sig dog ja! lyder mantraet, og de glade små lemminger marcherer af sted på rad og række, ivrige, smilende, kvidrende mens de rynker på deres små snuder i bar iver. Nu skal vi ud og udrette noget, synger de i kor, nu skal vi være glade og sige ja, ja, ja til verden, til livet, til arbejdet, til det hele! Imens står jeg ude i siden med armene over kors. Jeg kan ikke lade være, mine arme begynder at klø, hvis de ikke er filtret ind i hinanden i en afvisende gestus, ligesom min pande gør ondt, hvis den ikke permanent er knebet sammen i en skeptisk rynke. Jeg kan ikke sige ja, ikke uden forbehold, jeg har altid en lille troldsplint i hjertet, et lille stykke is i øjet, der gør mig kølig og kalkulerende, tilbageholdende og kritisk. Jeg vil ikke sige ja, jeg kan ikke være en lykkelig lille gnaver, jeg kan kun være en slange, der hvisker ord om tvivl og hårdhed og begrænsninger. Jeg ser altid sprækkerne, når de andre ser helheden, revnerne i gulvet, de små, sorte pletter. Men nogle gange ville jeg ønske, jeg blot kunne holde kæft og marchere i takt.

Der var altid så stille

Der var altid så stille mellem dine hænder, så stille mellem dine øjne. Jeg såede mine safter i din pande, tilgiv mig, men jeg havde ingen plads tilovers. Vær kun rolig min ven, jeg sidder klar, øksen er slebet, jeg sidder ved din side og venter på den dag, de første torne bryder frem som gyldne buler under din hud. Jeg sidder og kæler for det skarpe blad, smager forsigtig på skaftet og gør mig klar. Vær kun rolig, øksen ved hvor jeg skal ramme, øksen er din ven og min. Jeg drømmer blide drømme om den dag den skal skære og hugge, den dag vi skal høste din pandes bløde børn.

At sprætte teksten op

At sprætte teksten op som en fisk, partere den og fjerne lunger, lever og hjerte. Tilbage er kun det blodige, pulserende kød, klar til at blive stegt.

Aske

Søger du ud i krogene
brænder vi dine fingre.

Slik asken i dig
og sig tak.